|
|
|
Lauritz Tuxen (1853-1927), maler |
|
Slægten
Tuxen, Laurits Regner, 1853-1927, maler og billedhugger. *9.12.1853 i Kbh., ?21.11.1927 smst., begr. smst. (Vestre). Forældre: Kaptajnløjtnant, best., senere kommandør, dir. ved orlogsværftet Nicolai Elias T. og Bertha Laura Giødvad. ~1° 6.3.1886 i Bruxelles med Charlotte Pauline Ursule de Baisieux, *5.12.1862 smst., ?6.8.1899 smst., datter af købmand Charles de B. og Olympe van Calster. ~2° 23.6.1901 i Kbh. med Frederikke Kos Treschow, *11.4.1856 på Fritzøehus, Norge, ?6.3.1946 i Kbh., datter af godsejer Michael T. og Frederikkeþlþ Kos Brøndsted.
Biografi
L. Tuxens ønske var allerede fra barndommen at blive marinemaler, men lærerne på Kunstakademiet opmuntrede ham til at blive figurmaler. Efter sin læretid hos Léon Bonnat i Paris fik han sit gennembrud med Susanne i badet på Charlottenborgudstillingen i 1879 en gentagelse af billedet, han havde udstillet på Salonen i Paris året før. Kollegerne, med Kristian Zahrtmann i spidsen, opfordrede ham til at undervise dem i valeurmaleriets principper, grundlaget for den franske naturalisme. Kunstnernes Studieskoler begyndte således i et taglokale i Søkvæsthuset i 1879, men udvidedes ved P.S. Krøyers hjemkomst i 1882, hvor skolen samtidig fik statstilskud. T.s talent, koloristiske begavelse og gode pædagogiske evner havde anbragt ham i spidsen for sin generation. Det blev da også ham, valget faldt på, da en komité med brygger Carl Jacobsen som formand ønskede et maleri af den danske kongefamilie. Billedet skulle være en gave til København og hænge i det nye Rådhus. Det store gruppemaleri Christian IX og dronning Louise med familie i havesalen på Fredensborg, 1883, slog for alvor T.s navn fast som en særdeles kompetent figurmaler, der tillige skaffede ham international berømmelse. Det var kun de radikale kræfter i København, anført af kunstkritikeren Karl Madsen, som nedgjorde kongebilledet, mere på grund af motivet end de maleriske kvaliteter. Dronning Victoria bestilte hos T. et lignende, men mindre, gruppeportræt med sig selv omgivet af sin familie på Windsor Castle i anledning af sit 50 års regeringsjubilæum i 1887. T. blev fra da af Dronning Victorias hofmaler, hvilket betød, at han den næste snes år var på farten rundt i Europa for at male fyrsteportrætter. Af breve hjem til broderen, Emil Tuxen, fremgår det, at T., embedsmandssønnen, udførte sin pligt som figurmaler, men af hjertet havde ønsket at deltage med vennerne i det kunstneriske fremstød, som tog form på Skagen i løbet af 1880erne og 90erne. T. giftede sig anden gang i 1901 med Frederikke Treschow fra Fritsøehus ved Larvik i Sydnorge. Noget af det første, ægteparret foretog sig, var at købe den gård i Vesterby på Skagen, som flere kunstnerpar havde lejet til sommerophold. Med Thorvald Jørgensen som arkitekt, omdannedes gården til en herskabelig bolig. T. forstod, hvilken værdi de kunstneriske forhold i 1880erne og 90erne havde, og fik ideen til at stifte et museum for disse årtiers kunst. Skagens Museum blev stiftet i 1908, men der skulle gå 20 år, før det kunne indvies. I de forløbne år havde især T. gjort et ihærdigt stykke arbejde for at skaffe de nødvendige økonomiske midler. T. fortsatte med at male fyrstebilleder, men landskaber fra Jyllands pittoreske top blev hans foretrukne motiver. Som lærer var T. højt skattet. Ifølge gamle elevers beretninger kunne han korrigere uden at tage lysten fra dem. Samtidig fulgte han fortsat med i tidens nye strømninger ved gentagne besøg i Paris. I 1911 malede han således et kubistisk maleri til F.L. Smidths 30- års jubilæum. Han ønskede dog ikke at folde sig ud som modernistisk maler, vel vidende, at han hørte til naturalismens epoke fra årtierne før århundredskiftet.
Uddannelse
Kunstakad. Kbh. 1868-afg. dec. 1872; L. Bonnats Sk., Paris, dec. 1875-apr. 1876, maj 1877-okt. 1878.
Rejser og udlandsophold
London, St. Malo, Bretagne 1875; Paris 1875-76 og 1877-78; Firenze, Rom 1879-80; England, Tyskland 1886, 1887; Egypten 1889; Palæstina 1891-92; Tyskland, Skt. Petersborg 1894; Moskva 1896; Spanien 1902; Grækenland, Egypten, Balkan 1913-14; USA 1918; Island, Grønland 1921; Californien 1924-25.
Stillinger og hverv
Stifter af Modelsk. 1879; stifter og lærer ved Kunstnernes Studiesk. 1880-1906; jurymedl. ved verdensudst., Paris 1889; 1900; ved udst. i Guildhall, London 1907; verdensudst., Rom 1911; medl. af Akad. Plenarforsaml. 1894; af Akad.rådet 1897-1926; prof. ved Kunstakad. Kbh. 1909-16; vicedir. for Akad. 1920-23; medstifter og medl. af Skagens Mus. best. fra 1908, fmd. 1926-27; medstifter og medl. af Malende Kunstneres Sammenslutn. 1910-13, 1916-19, 1922-25; medl. af best. for Hirschsprung 1921-25.
Stipendier og udmærkelser
Stoltenberg 1891-92; titulær prof. ved Kunstakad. Kbh. 1892; Årsmed. 1 1893; Eckersberg Med. 1894; med. verdensudst., Chicago 1893; München 1905.
Udstillinger
Charl. Forår 1874-1926; Juleudst., Kbh. 1874, 1883; Salonen, Paris 1878, 1884, 1886-88, 1892, 1904, 1907, 1910, 1913; Erste internat. Kunstausst., Wien 1882; Kunstnerforen. af 18. Nov., 1882, 1942; Nord. Kunstudst., Kbh. 1883, 1888; Internat. Kunstausst., Berlin 1891; Victorian Exhib., London 1892; verdensudst., Paris 1889, Chicago 1893; bien., Venezia 1895; Grosse Berliner Kunstaust., Berlin 1895, 1907; Nord. Kunstausst., Lübeck 1896; Victorian Era Exhib., London 1897; verdensudst., Paris 1900; Raadhusudst., Kbh. 1901; Victorian Gold Jub. Exhib., Sydney, Melbourne og Bendigo 1902; Internat. Kunstausst., Düsseldorf 1904; Kopiudst. af ældre udenl. mestre, Kbh. 1904; Internat. Kunstausst., München 1905, 1909; Works by Da. Painters, Guildhall London 1907; Skagens Kunstudst., Skagen m.fl. 1907-08; Landsudst., Århus 1909; Malende Kunstneres Sammenslutn., Kbh. 1911, 1915, 1919, 1923; Udst. af malede børneportrætter, Kbh. 1911; Espo. internat., Rom 1911; Modern Da. Artists, Brighton 1912; KE 1913; Da. Kunst, Vejle 1913; Sommerudst., Kbh., 1914; Århus Kunstbygn. Indvielsesudst. 1917; Martsudst. 1921; Apriludst. 1924-26; Da. Nat. Exhib., Brooklyn Mus. 1927; L'art danois, Jeu de Paume, Paris 1928; Da. Kunststævne i Forum, Kbh. 1929; Espo. internat., Barcelona 1929; Da. Kunstutst., Oslo 1931; Charl. Eft. (minde) 1953; Kunstakad. jub.udst., 1954; Charl.udst. gennem 100 år, Charl.borg 1957; Chr. IX og hans slægt, Fr.borgmus. 1975-76; Da. kunst 1885-1915, Kunstforen., Kbh. 1976; This Brilliant Year, Queen Victoria's Jubilee 1887, London 1977; Storm og stille, Valdemar Slot, 1980; For 100 år siden, Stat. Mus. for Kunst m.fl. 1981-82; Dengang i 80'erne, Kunstforen. Kbh. 1983; Mødested Paris, Randers Kunstmus. 1983; Kontrafej og Komposition, Kunstforen., Kbh. m.fl. 1985-86; 1880'erne i nord. maleri, Stat. Mus. for Kunst m.fl. 1986; Victoria and Albert, Vicky & Der Kaiser, Deutsches Hist. Mus., Berlin 1997. Separatudstillinger: Kunstforen., Kbh. 1897; Winkel og Magnussen, Kbh. 1904, 1916; Kleis' Kunsthdl., Kbh. 1913, 1918; Hotel Bristol, Kbh. 1916; Nicoline og Laur. Tuxen, Charl.borg 1920; Bergenholz' Kunsthdl., Kbh. 1921; Charl.borg 1929 (mindeudst.); Portrætter og hist.malerier, Fr.borgmus. 1990; L.T. Friluftsmaleren, Skagens Mus. m.fl. 1990-91. Auktioner: Bredg. 34, Kbh. 1927.
Værker
Vue mod Københavns Havn, Holmen (1869); Redningsbåden går ud, Skagen (1877); Barnepige fra Cayeux (1878, Hirschsprung); Ved boderne i Nymindegab (1879); portræt af P.S. Krøyer (1879, Kobberstiksaml.); Susanne i badet (1879, Fritzøehus Mus., Larvik); Franske fiskere (1880); nøgen kvindelig model, Rom (1880, Hirschsprung); Jorden, Havet (1881); portræt af Ottilia Jacobsen (1882, Glyptoteket); Aurora (1882); De fire stænder hylder Danmark (1883, loftsmal., Fr.borgmus.); Christian IX og dronn. Louise med familie i havesalen på Fredensborg (1883, Chr.borg); Dronn. Victoria omgivet af sin familie på Windsor Castle (1887, The Royal Coll., Windsor Castle); Storfyrstfamilien af Hessen (1887, Schlossmus., Darmstadt); Den barmhjertige samaritan (1892, Esbjerg Kunstmus.); Hagar og Ismail (1892, Solbjerg K., Fr.berg); Kongefamiliens besøg på Ny Carlsberg 1. juni 1892 (1893, Carlsberg Mus.); Arkonas Indtagelse 1169 (1894, Fr.borgmus.); Elben ved Hamborg (1894, Randers Kunstmus.); George, hertug af York og prinsesse Mary af Teck's bryllup 1893 (1894, The Royal Coll., London); Dronn. Victoria (1894, Hirschsprung); Nikolaj II og prinsesse Alix' bryllup 1894 (1895, Eremitagemus., Skt. Petersborg og Schlossmus., Darmstadt); prins Carl og prinsesse Maud's bryllup 1896 (1897, The Royal Coll., Buckingham Palace og Det kgl. Slot, Oslo); Nikolaj II's kroning i Uspenski Katedralen i Moskva 1896 (1898, Eremitagemus., Skt. Petersborg); Dronn. Victorias 60-års regeringsjub. 1897 (1898); Edvard VII's kroning i Westminster Abbey 1902 og Alexandras kroning (1904, The Royal Coll., Buckingham Palace); hjem fra jagten (1905, Nordjyll. Kunstmus.); Morgenkaffen skænkes (1906, Skagens Mus.); man rejser sig fra bordet (1906); Badende børn på Skagen strand (1907); fiskerne tjærer garn (1908, Bornholms Kunstmus.); Edvard VII på kommandobroen (1909, Fr.borgmus.); Yvonne Tuxen og Vibeke Krøyer (1909, Skagens Mus.); fra F.L. Smidths maskinhal (1911); Dronn. Louise (post mortem), (1911-12, Fr.borgmus.); Georg I af Grækenland (1914, smst.); Dronn. Olga af Grækenland (1914, smst.); Kong Georgs indtog i Saloniki 1913 (1914-16, Chr.borg); Chr. X til hest (1919, Sønderborg Slot); Chr. X's besøg i Grønland 1921 (1921, Fr.borgmus.); Kunstnerens hustru og døtre i haven ved deres skagensbolig (1922, Skagens Mus.); Blomstrende rhododendron (1926, smst.). Portrætstatuer og -buster: Valdemar Irminger (1901); Michael Ancher og P.S. Krøyer (1907, Skagens Mus.); Jens Peter Emil Tuxen, 1907 (Nykredit). Skriftlige arbejder: Erindringer om P.S. Krøyer i: Kunstbl., 1909, 289-302; Da vi var unge i: Hver 8. Dag, 13.5.1921; Da jeg malede Fredensborg-Billedet, Pol. 28.11.26; Hos Dronn. Victoria paa Windsor, Pol. 12.12.26; Det engelske Bryllupsbillede, Pol. 16.1.27; L.T....fortalt af ham selv, 1928.
Litteratur
Pol. 29.12.1883; 18.5. 1886 (Karl Madsen); 19.5.1886 (Frits Holm); 12.3.1897 (N.V. Dorph); 7.2.1904 (V. Stuckenberg); 16.4.1906 (Winding); 24.3.1907 (samme); 1.3.1911 (Vald.Koppel); 25.1.1913; 26.1.1913 (N.Lützhøft og V.Koppel); 9.12.1913 (H.Wamberg); Alfred-Lys Baldry i: The Art Journ., London 1904; Hver 8. Dag, 7.4.1907 (C.C.Clausen); Berl. Aft. 28.1.1913 (Henry Hellsen); Ras. Christiansen i: Samleren, V, 1928, 5-9, 39-44; Alba Schwartz: Skagen før og nu, 1, 1912; 2, 1913; H. Wamberg i: Verden og Vi, 7.2.13; Berl.Tid. 23.11.27 (nekr. V. Johansen); V. Jastrau i: Samleren, IV, 1927, 81-85; samme i: København, 1929; Arist Pander i: Samleren, VI, 1929, 1-4; Karl Madsen: Skagens Malere og Skagens Mus., 1929; Sig. Schultz i: Da. i Paris, 1938; Walter Schwartz: Malere ved Staffeliet, 1941; Johan Rohde i: Den frie Udst. gennem 50 år, 1942; Walter Schwartz: Skagen i nord. kunst, 1952; Knud Voss: Skagensmalerne, 1975; Finn Terman Frederiksen i: Mødested Paris, 1983; H. Honnens de Lichtenberg: Zahrtmanns Sk., 1984; L. Svanholm i: Artistes étrangers à Pont Aven, Concarneau et autres lieus de Bretagne, Rennes 2, 1988; Erik Mortensen: Kunstkritikkens hist. i Danm., 1990; L. Svanholm: Laurits Tuxen, 1990; samme: Tuxen og Skagen, Skagens Mus., små skr. nr. 1, 1990; samme i: P.S. Krøyer, Tradition Modernitet, 1992. Privatarkiv (Det kgl. Bibl.); breve fra Martha Johansen (smst.).
Kilde:Weilbachs Kunstnerleksikon
|
|
Signatur: |
|
Kilde: |
|
Lauritz Tuxen er begravet på Vestre Kirkegård i København
|
|
Malerne: klik her >>> |
|
|
|