Slægten
Bisgaard, Tony, 1908-1994, maler og keramiker. Født 11.09.1908 i Lønstrup, død 13.11.1994.
Forældre: Skibstømrer Axel Bisgaard og Jensigne Klemmensen. Gift 01.12.1946 i Nanortalik/Frederiksdal,
Grønland med jordemoder og syerske Antonie Agathe Henriette Enoksen, født 05.07.1920 i Nanortalik/
Frederiksdal, datter af fanger Paulus E. og Elisabeth Mathiussen.
Biografi
Tony Bisgaard voksede op i Danmark, hvor han uddannede sig som keramiker. Han emigrerede i
1936 til USA, hvor han dels virkede som keramiker, dels som dekoratør i den keramiske industri.
Da dette erhverv imidlertid under krigen kom ind i en stadig alvorligere krise, besluttede Bisgaard
1943 at rejse til Grønland og søge arbejde ved minedriften i Ivigtut.
Skibet Dorchester blev undervejs torpederet af tyskerne, men Bisgaard var blandt de få, der blev
reddet i land i Narsarsuaq. Bisgaard blev boende i Grønland, hvis kunstliv han er blevet en integreret
del af. Efter nogle år i Ivigtut og Narsarsuaq bosatte B. sig i 1952 i Narsaq, hvor han etablerede sig
med keramisk værksted. Bisgaard har udført kakkelbilleder i grønlandsk ler. Han har endvidere arbejdet
med maleri, blandt andet med landskaber og med figurbilleder, hvis motiver hentes såvel i sagnenes
verden som i dagligdagen, af og til med social tendens som i billedet i Arbejderhøjskolen i Qaqortoq
med alkoholikeren omgivet af børn og djævlelignende figurer.
I starten var billederne naturnære, men det fabulerende har efterhånden fået en større plads, blandt
andet under indtryk af Henry Heerups kunst og et par personlige møder med samme kunstner.
En række stemningsfulde akvareller med motiver fra livet i grønlandske bygder findes mangfoldiggjort
som postkort.
Uddannelse
Keramiker, København 1933-34, Kunst- og Dekoratørakadamiet, New Jersey.
Rejser og udlandsophold
USA 1936-43, bosat i Grønland fra 1943.
Stillinger og hverv
Stipendier og udmærkelser
Ny Carlsbergfondet 1950 (støtte til keramisk ovn).
Udstillinger
Separatudstillinger: Albert Bonnier Publishing House, N.Y. 1943, Radiohuset i Nuuk 1957-58; Skolen i Nuuk
1957-58, Ivigtut Forsamlingshus 1958; Diskotek Club, Narsarsuaq 1962-63, Flyterminalen, samme sted 1965-66,
Nanortalik Forsamlingshus 1970, Qaqortoq/Julianehåb Mus. 1974, Skolen i Qaqortoq 1970-71, Kunst- og Musikbibliotek,
Gladsaxe 1972, Galleri Piteraq, København 1974; Galleri Lønstruphus, Lønstrup 1985, Bikuben, København 1987,
Hemmabygdmuseet, Gällivara, Sverige 1989, Narsaq Museum 1989.
Værker
Fare (1972, KNI, Narsaq), Motiv af Narsaq by (3 malerier, Gladsaxe Kommune), kakkelbillede (Narsaq Hotel), maleri
(Arbejderhøjskolen, Qaqortoq/Julianehåb), akvarel (1989, Narsaq Museum).
Litteratur |