Det tyske navn efter en indvandret forfader, Meyer Goldschmidt, medstifter af den mosaiske menighed i København, ændrede han til det hebraiske Meïr 'lys'.
Købmandshjemmet i Vordingborg var uortodokst, men i seksårsalderen kom Meïr Aron Goldschmidt et års tid til en faster i København for at gå i skole og oplevede der en "glødende jødedom".
Han regnede sig af Levi stamme og var ambitiøs i skolen, men da han ikke opnåede udmærkelse til studentereksamen, valgte han i stedet for et studium journalistikken og påbegyndte 17 år gammel en samfundskritisk ugeavis i Næstved, hvor hans far havde etableret sig.
I 1840 igangsatte Meïr Aron Goldschmidt med nogle studentervenner det politisk-satiriske ugeblad Corsaren efter parisisk forbillede. Det vakte stor opsigt og blev ofte beslaglagt. Trods benyttelse af stråmænd som ansvarshavende blev Goldschmidt idømt fængsel, bøde og livsvarig censur. Da de nationalliberale ledere sympatiserede offentligt med ham, talte han til gengæld ved mødet på Skamlingsbanken 1844 — demonstrativt som jøde. Kort efter lod han sig gennem sin redaktørvikar på Corsaren P.L. Møller lokke ind i en smædekampagne mod Søren Kierkegaard, hvilket medførte, at han i 1846 afhændede bladet og rejste udenlands.
Da havde Meïr Aron Goldschmidt allerede på tilskyndelse af P.L. Møller debuteret med den bitre roman En Jøde (1845) under pseudonymet Adolph Meyer. Dens idealistiske hovedperson vil bryde ud af sit ortodokse miljø og forlover sig med en kristen pige, men stødes tilbage af omverdenens fordomme og mistænksomhed og ender som foragtet ågerkarl. Mere afbalanceret er et bind Fortællinger (1846) med bl.a. drengeminder fra en købmandsgård i Kalundborg, "Erindringer fra min Onkels Hus".
For at udvide sin horisont kulturelt og politisk besøgte Meïr Aron Goldschmidt Tyskland, Østrig, Italien og Schweiz. Især det sidste land med dets demokrati og religiøse tolerance gav varige indtryk. Han udgav derefter tidsskriftet Nord og Syd (1847-59) med orientering om uden- og indenlandske begivenheder, ofte formet som livlige reportager. Dets program: helstatsmonarki med republikanske institutioner, var uforeneligt med partilinjerne, og modsætningerne til de nationalliberale førte til samarbejde med en kreds af konservative godsejere, hvad der foranledigede et skarpt angreb fra socialisten Frederik Dreier.
Til Meïr Aron Goldschmidts problemer med praktisk politik kom private. For at legitimere to uægteskabelige børn ægtede han deres mor, men blev boende sammen med søsteren Ragnhild og lod sig skille nogle år efter. Forestillingen om at have svigtet en barndomskæreste blev et grundtema i den store roman Hjemløs (1853-57), der fyldte flere årgange af tidsskriftet med brede skildringer af heltens rejser og omgang med politiske personligheder, delvis efter levende model. Det er en dannelsesroman med delene "Hjemme", "Hjemløs" og "Hjem", hvor hovedpersonen efter omflakkende søgen finder livsværdien i praktisk gerning for andre. Hans erfaringer tolkes efter den frie religiøse lære om nemesis.
I følelsen af åndelig hjemløshed bosatte Meïr Aron Goldschmidt sig 1861 i London, men et gensyn i Rom med et ungdomssværmeri fik ham til at vende hjem. Romanen Arvingen (i sidste bind af Fortællinger og Skildringer, 1863-65) handler symbolsk om en åndelig arv, og hans sidste roman Ravnen (1867) om overtagelsen af en uretmæssigt frataget ejendom. En jødisk biperson herfra figurerer videre i novellerne "Maser" og "Levi og Ibald".
Den sene novellehøst bygger også på rejser i Nordjylland, og sideløbende med virkelighedsbillederne kom en broget sagndigtning, Kærlighedshistorier fra mange Lande (1867).
De afsluttende Livserindringer og Resultater (1877) rummer dels en selvbiografi op til skelåret 1846, dels en nemesis-filosofi med elementer fra de gamle religioner. Meïr Aron Goldschmidt kunne hverken tilslutte sig jøde- eller kristendommen, men anskuede tilværelsen som et guddommeligt fornufts- og ordensrige, hvori den enkelte skal erkende sin plads.
Meïr Aron Goldschmidts betydning for dansk litteratur ligger i hans vægtige udviklingsromaner og fine noveller, kendetegnet af levende figurtegning og ren og klar stil.
Kilde: Wailbach
Lønstrup forfatterne: klik her >>>
