Opvækst og ungdom
Georg Morris Cohen Brandes blev født i 1842 og voksede op i et jødisk grossererhjem i København. Han indledte en lovende akademisk karriere med magisterkonferens som 22-årig, efterfulgt af guldmedaljeafhandling og doktordisputats i 1870 om fransk æstetik. Under rejser og ophold i en række toneangivende kulturnationer, deriblandt Italien, Frankrig og England, blev han inspireret af samfundsmæssige og litterære ideer. Han knyttede personlig kontakt til nogle af tidens førende skikkelser i europæisk åndsliv og mødte der social-liberale tankegange, som kom til at forme hans holdninger omkring frihed og frisind.
Det moderne gennembrud
Hjemkommet til Danmark i 1871 var Georg Brandes besluttet på et opgør med den danske litterære tradition, som var forankret i romantikken. Han indledte derfor en række forelæsninger over ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur”, hvis pointe var, at den hjemlige danske litteratur ikke havde været modtagelig for nye ideer udefra. Den naturalistiske og realistiske tilgang, hvor virkelighed erstatter det romantiske ideal, havde ikke sat sine spor i dansk litteratur.
Forelæsningerne var en stor succes, samlede mange tilhørere, og blev senere udgivet i et 6-binds bogværk, som var medvirkende til at underbygge Brandes’ berømmelse. Samtidig blev en række yngre danske digtere, bl.a. J.P. Jacobsen (1847-1885) og Holger Drachmann (1846-1908), grebet af hans tanker, som formidlet gennem deres forfatterskab skabte et moderne gennembrud i dansk digtning.
Selve udtrykket ’det moderne gennembrud’ blev skabt af Brandes selv i 1883. Sædelighedsfejden i 1885-87 blev et af de mest markante udtryk for både det moderne gennembrud og Georg Brandes’ holdninger. Sædelighedsfejden handlede om seksualmoral, ægteskab og ligestilling, og Brandes indtog her en frisindet og liberal holdning, hvor han var kritisk over for en stramt reguleret seksualitet samt ægteskabet og familien som institutioner.
Professoratet på Københavns Universitet
En sag, der vakte opsigt og fik stor indflydelse på Georg Brandes’ virke, var en stillingsbesættelse af professoratet i litteratur ved Københavns Universitet. I 1871 søgte Brandes – efter tilskyndelse – stillingen, som han fagligt var selvskreven til, men ikke fik, trods flere initiativer fra forskellig side. Hans frisind i forhold til samtidens hævdvundne værdier, navnlig de religiøse, faldt indflydelsesrige kredse for brystet. Brandes måtte derfor ernære sig gennem skribentvirksomhed, hvor et professorat kunne have givet bedre udfoldelsesmulighed for det talent, som han uomtvisteligt besad. Først sent, efter systemskiftet i 1901, fik Georg Brandes som en gestus tildelt et titulært professorat uden forelæsningspligt.
Internationalt ry
Nederlag, bekymringer og udelukkelse fra den danske presse fik Georg Brandes til at forlade landet og slå sig ned i Tyskland i årene 1877-83. Herfra drev han skribent- og foredragsvirksomhed, hvor han udbyggede sine udenlandske relationer og vandt anerkendelse som en af tidens førende litteraturkritikere.
Tilbage i Danmark
Fra 1883 fortsatte Georg Brandes sin skribentvirksomhed i Danmark med udgivelse af en række skarpt formede portrætteringer af samtidige digterpersonligheder. Han dannede med sine holdninger grobund for den senere kulturradikale åndsretning, og hans nytænkning udmøntede sig politisk i Det radikale Venstre. Som talerør stod han sammen med sin politisk engagerede bror Edvard Brandes (1847-1931) bag oprettelsen af dagbladet ”Politiken”.
Georg Brandes var i sine holdninger og gennem sin omfattende skribentvirksomhed eksponent for en litterær og åndelig fornyelse i dansk kulturliv. Han var ikke tilbageholdende i sin retorik, hvilket kunne afstedkomme overraskelser og nederlag, som han var nærtagende overfor. Tilbage i eftertiden står Georg Brandes dog som en af Danmarks meget få internationalt berømte intellektuelle skikkelser. |
