Skagen by rummer mange smukke hvor den fynske komponist Carl Nielsen kom, og blev en del af kunstnermiljøet på toppen af Danmark.
Blandt de mange kunstnervenner var Anna og Michael Anchers. I deres hus på Markvej, hænger et lille maleri af den unge Carl Nielsen, malet af Michael Ancher under et af hans mange ophold i byen.
Tag med på en tur rundt Carl Nielsen i Skagen, som bliver en uforglemmelig oplevelse i den smukke by højt på mod nord.
Rejsen…
Rejse til Skagen skete først med damper fra København til Frederikshavn. Derefter med Skagensbanen fra Frederikshavn.
Det var forbundet med lidt romantisk med sejladsen. I sommernatten var det så lyst, at lyset bordede sig igennem øjenlågene, og man gjorde bedst i at holde dem åben og nedstirre de smaragdgrønt blinkende stjerne på den skyfri himmel.
Der var også noget med solen. Knapt var den gået ned i vest, før den stod op i øst. Alt imens damperen brummede ensformigt.
På sejlturen begyndte man også at forstå talen om ”sommernattens kogleri”, ”Elverpigerne, som lokke den ensomme vandrer” og ”Mosekonen, der brygger”. Der er poesi i de lyse nætter. De var spændende og satte fantasien i sving.
Mens man tænkte på alt det, begyndte et vidunderligt farvespil i øst. Fra den lysegrå himmel udfoldede sig en farvepragt med hele spektrets skala, og det endte med, at man måtte vende blikket bort fra det ildhav, der dukkede op fra havet. Solen begyndte at varme, og man faldt endelig i søvn på dækket.
På Skagen oplevede han den mest gennemsigtige luft og det mest tindrende dagslys, han nogensinde havde set. Måske var mødet med de to have, Kattegat og Skagerak, årsagen til en særlig lysbrydning.
Han lagde også mærke til, at der var mange flere solskinstimer på Skagen end i det øvrige land. Når man hørte om regn sydpå, strålede solen på samme tid fra en skyfri himmel. Skagens–opholdet tegnede derfor med et forjættende lys.
Carl Nielsen sommerhus bestod egentlig af to små bygninger. Ejendommen havde tidligere tilhørt to malerinder, og derfor var det forreste hus et ret rummeligt atelier med et lille køkken klinet op ad sydsiden, hvor også indgangen lå. Atelieret’s loft fulgte tagkonstruktionen, derfor var rummet lyst og luftigt. Fronten mod havet i øst var ligesom en karnap med vinduer til tre sider. Herinde sov fru Anne Marie Carl-Nielsen og datteren Irmelin på brede lave divaner. Om dagen tjente rummet ellers til spise- og opholdsstue. Irmelin pyntede de nøgne vægge med morsomt formede havplanter af alle mulige slags. Det tog sig meget dekorativt ud.
Bag ved atelieret, ligesom midt i den lille gårdsplads, var der en særpræget brønd, som Carl Nielsen var meget stolt af. I en ca. 70 cm høj muret krans var der indstøbt fire jernstænger, bøjet mod hinanden, så de mødtes oppe i midten. Her var så en talje med reb anbragt til at hive en spand med udmærket drikkevand op.
Gårdspladsen var afgrænset af et lille hus i bindingsværk, ligesom atelieret. Heri var der to små stuer, i den ene boede Carl Nielsen. Der var en seng, en stol og et faldefærdigt, frygteligt taffelklaver, til hjælp for komponisten. I den anden stue boede Anne Marie og Svigersønnen Emil Telmányi.
Han måtte holde sine fingre i træning. Derfor satte han sig hen til klaveret og skrev noder. Han mente ikke at man skulle vente på inspirationen. Når man arbejdede med stoffet, med motiverne, kom den af sig selv og tilføjede: ”og det er meget sundt”.
Omgangskredsen beundrede Carl Nielsen meget, når han satte sig hen til klaveret for at skrive noder. Det blev begyndelsen til hans klaversuite, som han dag efter dag skrev videre på, og det var en oplevelse at følge hans skabelsesproces.
Han skrev dette værk, som rummer usædvanlige, klanglig og raffinerede detaljer ved hjælp af det elendige, forstemte, hæsligt klingende taffelklaver. At han kunne høre bort fra de djævelsk falske toner, klaveret frembragte, var en komplet gåde og fremtvang beundring.
Et taffelklaver er et pianoforte, hvis strenge er arrangeret diagonalt i en kasse, der enten kan være rektangulær eller karnisformet. Modsat et flygel, hvis strenge og hamre ligger på linje, anslår hamrene i et taffelklaver strengene i en skrå vinkel.
Denne type klaverer blev fra ca. 1850 byggede på fabrikker med støbejernsrammer. Det holdt stemningen længere og blev et billigt og pålideligt alternativ til det dyre flygel.
I 1800-tallets romantiske biedermeier-periode med den danske gudalder var taffelklaveret mest udbredt; dets beskedne proportioner passede til tidens boliger. Personer som Franz Schubert, Clare Schumann, Robert Schumann, Richard Wagner og Frans Liszt spillede på dette tidspunkt i salonerne og komponerede på taffelklaverer.
Da det opretstående masseproducerede klaver holdt sit indtog ca. 1840, udkonkurrerede det taffelklaveret. I Europa ophørte produktionen ca. 1870, mens den I USA fortsatte frem til ca. 1900.
Det sidste danske taffelklaver blev fremstillet af Hornung & Møller I 1880.
Fru Anne Marie Carl Nielsen var et meget levende og foretagsomt menneske. Allerede dagen efter, hun kom til Skagen, gik hun til havnen, som ikke var langt var huset, for at se på fiskernes fangst, og kom hjem med en kurvfuld pragtfulde makreller.
Ved havnen så hun nogle karakterfulde fiskertyper, fortalte hun. Næste dag tog hun tegneblok og blyanter med sig til havnen, og ville tegne en bestemt fisker. Men han gad ikke sidde stille. Så sagde hun leende til ham:”Du får en 25 øre”, hvorpå fiskeren svarede:”A ski’er på din 25øre.” ”Hvis du bare kan ramme den,” var hendes rappe svar.
De omkringstående grinede højt.
Fru Anne Marie Carl Nielsen var en stor vandhund. Hun elskede at tage havbad om morgenen. Det var jo nemt, for der var kun en lille kørevej imellem havet og husets grund. Hun smuttede ned i sin badekåbe og tog en frisk dukkert. |
