Mange og store oplevelser venter gæsterne i Løkken sommer og vinter i form af dominerende, store naturpanoramaer - så dragende - at man får lyst til at gå ind i malerierne og måske endda blive borte i dem. Hvis man altså kan blive væk i meningsfuldhed, for finder man ikke snarere sig selv i dem?
I hvert fald vil de og de nordjyske kunstværker brede sig ud for beskueren på
denne fantastiske og maleriske rejse.
Vi drager med “staffeli, pensler g farve” ud til nordjyske lokaliteter, hvor malere som Lauritz Tuxen, Holger Drachmann, Vilhelm Kyhn, Chr. Valentinusen, Gunnar Bundgaard, Christian C.F. Mølsted, Michael Ancher, Rudolf Bissen, Christian Vigilius Blache, Holger Peter Svane Lûbers, Johan Neumann, Niels Frederik Schiøttz-Jensen, Viggo Johansen o.m.a.
De havde et romantisk, sværmerisk og andagtsfulde forhold til naturen, der for dem var større og anderledes end andre steder i Danmark, og som næsten antog religiøse dybder - med den overbevisning - at kunstneren skulle være en ydmyg skildrer af naturens herligheder, sådan som de fylder og bevæger hans følsomme sind, og ikke bilde sig ind, at maleriet kan føje noget som helst til værdifuldt til fremstillingen af naturen i kraft af behændige greb og teknisk virtuositet.
Alle årstider er repræsenteret på denne kunstur, den strålende sommerdag, dens lys af lykke, men også de grå stunder, og den stille sommeraften, hvor den drivende dis gør alt så anderledes, at man ikke mere kan føle sig sikker på, det er, hvad det umiddelbart giver sig ud for. Eller den menneskeforladte, tidlige vinteraften, hvor man næsten kan mærke kulden slå ud fra billedet, og hvor de eneste tilstedeværende levende væsner, nogle fugle, ser ud, som om de har fortrudt, de ikke er på træk.
Det er en stemningsfuld kunstoplevelse, hvor man skal have alle sanser slået op for lyset og vejret, som var kunstneren selv, der stod og malede et maleri – hvad vi i en vis forstand netop er.
Det er Stranden ved Kandestederne (1877), et beskedent værk af de små underværker i dansk, der ikke skal være andet end, hvad det er. Og det er det så. Med en ægthed, der gør det vrisne hav, stranden, himmelrummet og de grå klitter til en virkelighed lige så uafviselig, som befandt man sig selv frysende ude i den skildrede rå dag med det vinterblege lys.
Dette og en lang række andre billeder siger, hvad der skal siges: Se den, og stedet, hvor det blev til!
Vi slutter slutter foran et maleri, hvor man ikke kan få et mere overbevisende udtryk for, hvor store de nordjyske kunstnere var, når de var allerbedst. |
