Ved Løkken ser man det ene hvide badehus stå tæt ved det andet, og det er vel nok et billede på, at Løkken er et badested af format, og som derfor kaldes Nordens solkyst,
som rejsedigteren H.C. Andersen skrev.
Sådan har det været i mere end hundrede år. Badehotellet i Løkken stod klar til sommersæsonen i 1895, og på deres allerførste reklame var der et billede af badehusene. Dengang ville man gerne konkurrere med de helt store badesteder – Skagen og Nordby på Fanø.
Det var ikke tilfældigt, at man lige pludseligt satsede på badeferie og turisme. Ligesom Blokhus havde Løkkens livsgrundlag været skudehandlen, og byen havde været et af de betydeligste udskibningssteder for landbrugsvarer. Men handlen var gået tilbage, omsætningen i købmandsgårdene var faldet drastisk, pakhusene stod tomme, og skuderne kunne ikke bruges til noget.
Men badegæster – det var der muligheder i, for som en af Løkkens turister sagde engang i begyndelsen af dette århundrede: ”Og dog havde jeg ingen betænkeligheder ved at sige, at Løkken har den bedste strand, den herligste havbund uden sten, og det friskeste og reneste bølgeslag, der findes i landet.”
Og det kom til at gå stærkt, hvilket man kan se for sig selv, når man kommer til byen i dag. Imponerende er det at se badehusene på stranden – i lange rækker står de. Men dengang i pionertiden var det anderledes, for da var de på hjul. De blev kørt ud i vandet med heste. Så efterlod man dem derude, og nu kunne badegæsterne så klæde om og hoppe i det herlige forfriskende og salte vand. Og når de var færdige, kom hest og kusk igen og hentede dem.
Man klæder sig af og på inde i huset, og når man skulle i vandet, passede man på, at de andre badegæster ikke kom for tæt på. For som én skrev:” Uagtet, de badende har badedragter på, forbyder dog dansk skik, at gå nærmere! ” De ord blev skrev i 1896, og som enhver kan se, der færdedes på stranden ved Blokhus eller Løkken, så har meget ændret sig…
I begyndelsen af 1900-tallet begyndte der at dukke private badehuse op, og snart fik byens tømmermester travlt med at bygge dem. Omkring 1930 kostede ét sådan hus 125 kr. De mange huse på stranden blev efterhånden til en hel by, og det var huse med indbyggede alkover og sågar også køkken. På et tidspunkt opstod problemet, hvad man gjorde ved affaldet her og det, der kaldtes ”verdens fineste badestrand.”
Sundhedskommissionen greb ind, og det blev forbudt at bruge stranden som toilet. Ja, det blev endda forbudt at nedgrave affaldet på stranden, og hvert badehus skulle have en vandtæt klosetspand, der skulle være fjernet inden kl. 6 om morgenen. |
