Poul Henningsen (1894-1967), forfatter

 

Poul Henningsen, PH, 9.9.1894-31.1.1967, dansk arkitekt, skribent og kulturkritiker, søn af forfatterne Agnes Henningsen og Carl Ewald.
Havde en mindre tegnestue — 1920-1924 – hvor han udøvede en alsidig arkitektvirksomhed, utraditionel, ligetil og funktionsbestemt i udtryksfulde former, farver og beskedne materialer. Det blev især til enfamiliehuse, men også Henne Mølle Å Badehotel i Vestjylland (1936), og forestod bl.a. genopførelsen af Glassalen i Tivoli 1956.
Poul Henningsen blev især skribent, men fortsatte som arkitekt og designer, bl.a. med PH-flyglet (1931), PH 5-lampen (1956) og lysekronen Kogle (1956).
Som kulturkritiker blev Poul Henningsen provokatøren, der angreb vanetænkning, autoritær opdragelse, senvictoriansk facademoral og seksuel fortielse, konformisme og kommercialisme — "slipsedannelse og bænkevælling", som han sagde.
Kernen i hans idéer er individets frihed til at være uregerligt og finde sin egen sandhed ved kritisk tænkning ("Rend mig i den offentlige mening"). Han ville forene fornuft, fantasi og følelse, og han blev folkeopdrager og "rigsvækker" ved sit mod til at blande sig, gå imod strømmen, kræve kvalitet, oplyse og frigøre.
Maleren, lysmageren, sangskriveren, dragebyggeren, pædagogen, harmonikaspilleren og brøndkarsedyrkeren Poul Henningsen var først og sidst livskunstner.
I hans 50 års indsats som multikunstner og multimediemenneske blev summen, mønsteret i det hele: grundholdningen at turde og at lege.  
Denne misundelsesværdige — og af mange misundte — krydsning af skarpsindighed og letsind gjorde Poul Henningsen til århundredets betydeligste repræsentant for dansk kulturradikalisme  eller med tidens eget udtryk: frisind, og han fik stor betydning for moderniseringen og demokratiseringen af dansk bevidsthed.

 
 
 
 
 
 
Forfatterne: klik her >>>


 
KRAFTnewmedia.dk