Løkken i kunsten - Kunsten i Løkken
Hvem husker navnene?
Hvem var de?
Hvor kom de fra?
Hvad lavede de?
Hvor blev de af?
Alle de kunstnere der har vandret ud og ind
ad gaderne i Løkken,
ofte forhutlede
oversete
talentfulde og halvfattige,
men altid udholdende
og med blikket åbent
for det daglige liv
fiskere
borger i byen
landskaber
gamle miljøer
som ingen ville ha kendt nu
uden dem,
byens beskrivere
i billede og skrift,
fortæller af alle slags –
Her gik Substitutten og vadede i sand til livet
og smædede borgerskabet
på Løkken Ladeplads,
den første digter,
der besang byen
i lyst og nød.
Somme tider er det som man ser ham
gå gennem gaderne
hjem fra gæstgiveriet
ør af byens drømme
og sine egne.
Andre digtere og drømmere har gået her
mange historier er fortalt
og fortælles –
og mange billeder er malede.
på væggene i Løkken
hænger Løkkens historie,
stykke for stykke
sådan som de så det –
malerne der kom her i sommertiden
eller boede fast i byen,
folk der ikke kunne undvære havet
eller havboerne
eller byen:
Valentinussen, født på pladsen,
og den første der virkelig malede fiskere,
Lars Nielsen, den berømmelige tilflytter der var forelsket i Løkken og selv elsket her –
Erik Larsen med sin evige cigar i munden
hvis det da ikke var en rose –
han var hurtigtegneren af byens sjæl
og fyldte selv Vesterhavet med havfruer
den høje himmel med måger
og stranden med verdens dejligste damer
selv uden for sæsonen –
Der var andre –
”Regnbueudstillerne”
Tjek Jerne, den unge Asger Jørgensen
senere Jorn
De malede her under krigen og solgte
lige nok til at kunne eksistere –
Ane Brügger var her
Anders Norre, en stille mand, malede tunge fiskere
og hele tiden heste –
Malerens Løkken –
store og små kunstneres evige træffested –
eller krønikefortællerens –
her er fortalt mangen historie
og jeg synes sommer tider jeg møder
Thomas Olesen Løkken i strid vind på torvet
og han stopper op og begynder
at spinde en ende.
Og en stor regnbuen står
som en hilsen fra før
tværs over byen.
Knud Holst
Forfatter, lyriker og maler
Tilbage til malerne: klik her >>>
Oversigten: klik her >>>